Brød var det vigtigste næringsmiddel i det nære Østen. Man gav en gæst brød og vin som udtryk for, at gæsten var velkommen (1 Mos 14,18). Ethvert hovedmåltid blev indledt med, at husfaderen brød, dvs. brækkede, et brød. Man opfattede brødet som Guds gode gave (Matt 6,11) og som det, der gav liv. Derfor kan brødet også bruges som bille- de på Guds ord, der giver liv til dem, der tager imod det. Det er forklaringen på, at Jesus omtaler sig selv som livets brød for dem, der tager imod hans ord (Joh 6,22- 35).